I denne artikel bliver du klogere på, hvad du kan gøre, hvis du har svært ved at mærke dig selv, fordi du har lært at lukke ned for dine følelser (for at overleve).
Der findes børn, der larmer.
Og så findes der børn, der lærer at blive stille.
I dette afsnit vil du blandt andet høre en kvinde fortælle om sin opvækst med en far præget af narcissistiske – og muligvis antisociale – træk: Udbrud. Drama. Dobbeltansigtet adfærd. Konflikter med alle. Et hjem, hvor stemningen kunne vende på et splitsekund. Og midt i det hele: et barn, der lærer at kravle langs panelerne.
At lære, at fred koster
Hun beskriver sig selv som den usynlige. Pleaseren. Den yngste.
Den, der lærte at bytte underdanighed for fred.
Hun lærte:
Ikke at sige fra
Ikke at fylde
Ikke at have behov
Ikke at gøre opmærksom på sig selv
For opmærksomhed kunne betyde raseri.
Det, der rører mig mest i hendes beretning, er sætningen:
“Jeg byttede min underdanighed med fred.”
Det er en overlevelsesstrategi. Og den virker.
Indtil den ikke gør længere.
At overleve og at leve er ikke det samme
Udefra er hun succesfuld.
Hun passer sit arbejde. Betaler sine regninger. Lever et roligt liv.
Men indeni?
Konflikt føles farlig.
Grænsesætning føles uoverskuelig.
Hun føler sig som en byrde.
Hun isolerer sig, når hun har det svært.
Hun længes ikke efter ambitioner – kun efter ro.
Det er her, mange misforstår traumer.
Traume handler ikke kun om kaos.
Det handler om det indre nervesystem, der aldrig rigtig fik lov at falde til ro.
Når man vokser op i konstant uforudsigelighed, bliver ens system hyperopmærksomt. Man scanner rummet. Mærker stemninger. Justerer sig selv.
Og når man bliver voksen, fortsætter kroppen med at reagere, som om faren stadig er der.
Undgående tilknytning: Når nærhed føles farlig
Det, hun beskriver, minder om de træk vi ser hos mange med en undgående tilknytningsstil.
I det undgående ligger:
Luk ned for egne følelser
Undgå konfrontation
Del ikke for åbent
Hold afstand
Klar dig selv
Det er ikke kulde.
Det er selvbeskyttelse.
Men beskyttelse kan blive ensomhed.
Man kan godt forstå sine mønstre rationelt – og stadig ikke kunne ændre dem alene.
For traumer sidder ikke kun i tankerne. De sidder i nervesystemet.
Håbet
Det kan godt lade sig gøre at ændre. Men ikke gennem viljestyrke alene.
Det kræver:
Traumeterapi
Trygge relationer
Gentagne erfaringer med sunde reaktioner
At øve et sårbart sprog
At turde teste: “Hvad sker der, hvis jeg siger det her højt?”
Når man igen og igen oplever, at verden ikke eksploderer, når man sætter en grænse, begynder systemet at lære noget nyt.
Langsomt.
Kroppen skal overbevises. Ikke bare hjernen.
Du må godt være her
Noget af det mest hjerteskærende i hendes beretning er følelsen af næsten ikke at eksistere. At ens liv mest går med at finde fred.
Hvis du genkender det, så vil jeg sige det tydeligt:
Du må gerne fylde.
Du må gerne have behov.
Du må gerne sige nej.
Du må gerne eksistere – også når det skaber uro i andre.
Dine strategier var kloge.
De reddede dig.
Men du fortjener mere end bare at overleve.
Du fortjener at leve.
Kærligt,
Cleoh
