Når vi kigger tilbage, kan vi bevidst begynde at undersøge de fortællinger, vi har lavet om os selv:
Hvordan vi bør opføre os.
Om vi kan stole på andre
Om vi kan stole på os selv.
Mange oplever, at tilliden er slidt; nogle har mistet tilliden til både sig selv og andre. Det er det, jeg ofte kalder en traumatisk tilknytning.
Der findes forskellige måder, tilknytning kan arte sig på: måske har du tillid til dig selv, men ikke til andre — så ligner det en undgående tilknytning.
Eller omvendt: du stoler nemt på andre, men ikke på dig selv — så peger det i retning af ængstelig tilknytning.
Når vi har tillid til både os selv og andre, mærker vi en ro, som er grundlæggende gavnlig for vores relationer.
At undersøge hvilke hændelser fra barndommen, som har sat sig i os, kan gøre os klogere.
For nogle er barndommen fuld af varme og tryghed — og så har vi et godt fundament at videreføre. For mange andre har barndommen efterladt sår eller tomrum; vi mangler et klart eksempel på, hvordan vi gerne vil være som forældre eller partner. Det kan føles svært — nogle vælger endda ikke at få børn, fordi de ikke stoler på, at de kan gøre det anderledes.
Når jeg taler om fortællinger og traumer, er målet at hele det indre barn.
Det er ikke at forandre fortiden.
Når vi gør arbejdet, får vi langsomt en større ro i relation til andre: vi kan holde den lille pige eller dreng i hånden, når noget triggere os, uden at gamle mønstre snupper kontrollen.
Hvis du har dybe sår, alvorlige traumer eller symptomer på PTSD, vil jeg anbefale dig at gå i et traumeterapeutisk forløb hos en specialiseret autoriseret psykolog.
En årsagsforsklaring må aldrig blive en undskyldning for dårlig adfærd
En vigtig pointe er, at vores overbevisninger ikke er absolutte sandheder. Mange mennesker med svære barndomserfaringer legitimerer en rigid eller dysfunktionel adfærd med forklaringen: “sådan var det i min barndom — derfor må jeg reagere sådan.” Den fortælling kan være nyttig som forklaring, men den må aldrig blive en undskyldning for at slippe forsøget på forandring.
Hvis fortiden får lov at definere al vores adfærd, mister vi muligheden for at skabe en anden fremtid.
Tænk på din psyke som en skuffe fuld af rod
Gamle regninger, ubetalte opmærksomheder og minder. For at rydde op må vi åbne skuffen, sortere: hvad vil vi beholde, hvad arkiverer vi, og hvad kan vi give slip på? Når vi har gjort arbejdet, kan vi lukke skuffen og opleve, at den gamle larm ikke længere fylder i hverdagen.
Det, der sker i vores nervesystem — hurtige, automatiske reaktioner — er ofte aktiveret fra barndommens neuroaffektive system. Det føles pludseligt og meget ægte: vi bliver overvældet, handler på måder vi bagefter ikke bryder os om. Men det betyder ikke, at vi er uden valg. Vi kan træne os i at skabe en sikkerhedsafstand til fortællingerne, så vi kan tage et aktivt valg her og nu.
Hvordan gør man så? Her er nogle enkle steps, jeg ofte anbefaler:
Undersøg hændelser: Skriv ned de episoder, der gjorde indtryk. Ikke for at dømme, men for at forstå mønsteret.
Navngiv følelser og triggers: Hvad aktiveres i kroppen? Hvor mærker du det?
Sorter “skuffen”: Hvad er nyttigt at fastholde? Hvad kan du arkivere som “fortolkninger”, ikke fakta?
Øv sikkerhedsafstand: Når en gammel fortælling vækkes, stop op — træk vejret — sig til dig selv: “Det er en gammel historie. Jeg kan vælge nu.”
Søg støtte: Heling sker bedst med andre. En terapeut, en tryg ven eller en støttegruppe kan gøre forskellen.
At rive op i fortiden er ikke let — men det er muligt. Det kræver villighed til at se på det, som var, og mod til at gøre noget nyt. Når du gør det, bygger du langsomt et større adfærdsrepertoire. Du får flere måder at være i verden på — særligt i pressede situationer.
Hvis du synes, det er svært at give slip på overbevisningen om, at fortiden definerer dig — prøv at forestille dig et andet liv:
Hvordan ville det se ud, hvis dine handlemuligheder var flere?
Hvis du kunne vælge det, der er mest omsorgsfuldt for dig?
Den mulighed er reel. Men den kræver, at du ønsker det og er villig til at træne nye handlemønstre.
Mit håb er, at du langsomt kan reparere fortiden og bygge en ny fremtid — en hvor fortællingerne ikke længere styrer dine valg.
Tag notesbogen med.
Åbn skuffen, sortér i dit tempo, og giv dig selv lov til at lukke den igen, når det er tid. Det er en slags heling i praksis.
Du er ikke dine traumer.
Kærlig hilsen
Cleoh
Find ‘Sprækker af lys’ på Spotify og følg lige her:
Skriv gerne en anmeldelse og giv stjerner - så er du en kæmpe stjerne!
Her er link til bogen:
https://frydenlund.dk/spraekker-af-lys-21654
